Tysk detailgigant vil levere logistikken bag konkurrenternes webshops
En enkelt platform, der servicerer alle Europas online markedspladser med lagerlogistik, transport og distribution.
Det er tanken bag et nyt produkt til modeindustriens aktører.
Servicen hedder Zeos og blev lanceret på et online pressemøde i sidste uge af den tyske e-handelsplatform Zalando.
- Vi leverer simpelthen et enkelt netværk, der gør det muligt for sælgere, at servicere hele Europa, forklarer Jan Bartels, SVP B2B hos Zalando, og fortsætter:
- Mange virksomheder har allerede dele af deres lagerbeholdning i vores fulfillment-netværk, og bruger Zalando-kanalen til at sælge og distribuere varer. Nu vil vi gerne tilbyde dem, at de også kan bruge vores netværk til at sælge gennem egne webshops eller andre markedspladser.
Dermed er der altså lagt op til, at Zalando vil levere logistik til den del af modehusenes forretning, der foregår på platforme, som i dag konkurrerer med Zalando egen salgskanal.
Vi leverer simpelthen et enkelt netværk, der gør det muligt for sælgere, at servicere hele Europa Jan Bartels, SVP B2B hos Zalando.
En samlet lagerbeholdning
Zeos-servicen tager udgangspunkt i det netværk af fulfillment centre, som Zalando allerede i dag har opbygget rundt omkring i Europa.
Målet er, at centrene skal fungere som en form for centrallagre for Zalandos kunder i modeindustrien, der i fremtiden kan overlade hele lagerbeholdningen i Zalandos varetægt.
- I stedet for at splitte lagerbeholdningen op til forskellige logistiske økosystemer, kan sælgere have hele deres lagerbeholdning i vores fulfillment-netværk, og så hjælper vi sælgerne med at distribuere det til kunderne herfra, og med at få produkterne online på forskellige markedspladser, Jan Bartels.
Selve transporten bliver ikke varetaget af Zalandos egne chauffører, men virksomheden kan også her drage nytte af de transportaftaler, den allerede har indgået i forbindelse med levering af varer, der sælges gennem Zalando-kanalen.
- Vores store fordel er, at vi allerede har et stort netværk i hele Europa. Gennem de sidste 15 år har vi fået aftaler i stand med 40 lokale transportleverandører, som tilsammen tilbyder omkring 165 leverings- og returmuligheder, siger Jan Bartels.
I stedet for at splitte lagerbeholdningen op til forskellige logistiske økosystemer, kan sælgere have hele deres lagerbeholdning i vores fulfillment-netværk, og så hjælper vi sælgerne med at distribuere det til kunderne herfra. Jan Bartels, SVP B2B hos Zalando.
Netop fordi servicen tager udgangspunkt i et allerede eksisterende netværk, kan Zalando undgå at investere i nye lagerbygninger. I stedet er de primære investeringer gået til de IT-systemer, der skal drive hele platformen.
Den foretrukne leverandør
Hvis tankerne bag Zeos lyder bekendte, er det måske ikke helt tilfældigt.
Konceptet minder nemlig en smule om Amazons nye service, Supply Chain by Amazon, som også sigter på at levere varerne til andre salgskanaler end Amazon.
En afgørende forskel på de to services er imidlertid, at Supply Chain by Amazon er en end-to-end service, der sørger for hele forsyningskæden fra produktionsfaciliteterne til slutbrugeren, mens Zeos fokuserer lagerlogistik og distribution.
Alligevel er det nærliggende at tænke, at Amazons service kommer til at udgøre en konkurrent for Zeos. Det samme gør sig også gældende med A.P. Møller - Mærsk, som også satser benhårdt på lagerlogistik og e-handel i Europa.
Zeos har dog den fordel, at Zalando både har en stærk position inden for Europa og er specialiseret i netop mode- og tekstilindustrien. Om det så er nok, til at modehusene vælger at overlade hele deres lagebeholdning til Zalando, må tiden vise.